torsdag den 27. juni 2013

Bulgursalat med mynte, lime og groft naanbrød

Jeg forvildede mig ud i det der med bulgur, og fandt på en opskrift, der blev ret så lækker og super sund. Jeg spiste bulgursalaten med lidt groft naanbrød. 

Du skal bruge

  • 2 dl. Bulgur
  • Gule cherrytomater
  • Iceberg- eller romainesalat
  • Agurk
  • 1 nektarin
  • 2 spsk. Hakkede, soltørrede tomater på glas
Dressing
  • 3 spsk. rapsolie
  • 5 spsk. limesaft 
  • 1 fed hvidløg
  • En god håndfuld friske mynteblade
  • Salt & peber
  • Lidt stødt chili
  • Evt. lidt frisk persille og purløg

Kog bulguren som anvist på posen med lidt salt, og lad det køle af i køleskabet imens du fixer resten.
Gule cherrytomater halveres, og salat, agurk, og nektariner skæres til små firkanter i cirka samme størrelse.

Dressingen kan laves på to måder: ved at køre det hele igennem en minihakker/lille blender - hvilket er selvfølgelig er min foretrukne metode, da det går hurtigst ;-) 
Har du ikke sådan én, kan du blot finthakke urter og hvidløg og iblande resten. 
Smag dressingen til, evt. med flere af ovenstående ingredienser - den skal smage kraftigt og syrligt idet meget af smagen forsvinder, når den blandes med bulgur.

Til sidst mixes salat, soltørrede tomater og bulgur.

Groft naanbrød
Jeg bager ALTID på slump, så jeg aner ikke noget om mængderne i dette brød. I det hele taget er jeg ikke så god til mængder. Jeg stoler mest på at smage sig frem. Ingredienserne var:
  • Vand
  • Gær
  • Salt 
  • Sukker 
  • Olie
  • A38
  • Hvidløgspulver og tørret koriander
  • Grahamsmel
Brødet blev formet til et fladt, rundt brød hvorefter jeg stak fingrene ned i dejen så der kom nogle små "buler". Jeg smurte brødet med lidt olie iblandet mynte og koriander, dryssede lidt solsikkekerner over og bagte det ved 200 grader.

Tip:
Bulgursalaten og brødet smager skønt til krydrede og gerne indiske retter fx. Tandoorikylling eller Tikka Masala.



Mynte har en kraftig, sødlig duft og smag, og laves ofte til myntegelé som serveres til lammekød, men mynte anvendes også i mange krydrede østlige retter, brød, salater og desserter. Derfor går det godt i retter med fx ingefær, koriander og persille. Herhjemme ser vi det ofte tørret i the. Og så går man jo heller aldrig galt i byen med en mojito... 


Jeg elsker mynte, så derfor har jeg besluttet mig for at næste projekt er at lave en rigtig tøse-snaps. Ja, jeg sagde snaps... Det gør jeg i juli måned. Og jeg poster det her.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar