torsdag den 11. februar 2016

Sundere fastelavnsboller med fuldkorn

Her får i en opskrift på fastelavnsboller med havregryn og "hvid hvedemel". Hvid hvedemel er en meltype med samme lyse farve som almindeligt hvedemel, men indeholdende kostfibre og vitaminer som grovere meltyper. Dette giver en fiberrig fastelavnsbolle, der er sundere end den oprindelige udgave. 


Til cirka 12 fastelavnsboller:

  • 40 g gær
  • 2 dl lunkent vand
  • 1/2 dl rapsolie
  • 1/2 tsk kardemomme
  • 1/2 tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 130 g havregryn 
  • 250 g hvid hvedemel 
  • Evt. æg til pensling
Creme:
  • 4 dl. mælk
  • 2 æg
  • 4 spsk. sukker
  • Flydende vanilje eller kornene fra 1 vaniljestang
  • 2 spsk. maizena majsstivelse, opløst i en lille smule vand

Fremgangsmåde: Gæren opløses i vand. Rapsolie, kardemomme, salt og sukker røres i. Havregryn tilsættes. Melet tilsættes lidt efter lidt og dejen æltes i 5 minutter og stilles herefter til hævning i en skål under et viskestykke i cirka en time. Imens forberedes cremen: Mælk, æg, sukker og vanilje varmes op i en gryde. Brug et piskeris til at piske cremen godt sammen under opvarmning. Når cremen så småt koger tilsættes maizenablandingen og cremen piskes sammen til den ønskede konsistens. Cremen afkøles i køleskabet indtil den skal bruges. Tænd ovnen på 200 grader. Når dejen er færdig med af hæve, deles den i 12 stykker. Rul stykkerne flade og placer en skefuld creme i midten. Fold enderne sammen og læg fastelavnsbollerne med lukningen nedad på bagepapir. Pensl bollerne med æg og bag dem i ovnen i 15 minutter. 

Pynt fastelavnsbollerne med glasur eller chokolade. På billedet har jeg pyntet med hindbærglasur (almindelig glasur med rød konditorfarve og hindbæressens), smeltet mørk chokolade og krymmel. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar