fredag den 28. juni 2013

Jordbærtærter imens vi venter på sommersolen



Jeg gik og savlede over bagerens jordbærtærter i ugevis, uden at købe en, og til sidst overgav jeg mig og tænkte jeg ville lave nogen selv. 
Jeg lavede en lækker luftig mazarinbund, i stedet for den mere hårde mørdejsbund, vi ser ved bageren.
Jeg gik all in og lavede mazarinbunden af hjemmelavet marcipan, men der kan garanteret også bruges en færdigkøbt.

Opskriften på mazarinbunden har jeg fået af min veninde, der er kok, og den smager helt fantastisk.

Mazarinbund (passer til 8 små eller 1 stor tærte)
  • 250 g. marcipan 
  • 115 g. sukker
  • 125 g. blødt smør
  • 2 æg
  • 1. spsk hvedemel
  • Mørk marabouchokolade til overtræk
Marcipan og sukker æltes sammen og det smøret æltes i til det bliver til en ensartet masse. Derefter æltes æggene i ét ad gangen og til sidst røres melet i.
Bages ved 200 grader i ca. 20 minutter, hvis det er én stor, og lidt kortere tid hvis det er de små kager. Bunden skal være gylden og virke "halvfast". 

Jeg overtrak bundene med lidt mørk marabouchokolade, da de var kølet af. 

Creme
  • En kvart liter fløde
  • 70 g. sukker
  • 1 æg (jeg bruger pasteuriserede æg)
  • 1 spsk maizena til jævning
Maizena røres ud i fløden, og resten af ingredienserne blandes i. Blandingen opvarmes indtil cremen tykner, derefter tages den af varmen og køles helt af. 
Tip: Du kan også vælge at lave en legeret kagecreme af fløde og æggeblommer.

Cremen smøres på kagebundene, der toppes med halve friske jordbær. 

Skulle du få lyst til at lave din egen marcipan, er det hamrende nemt (men ret omstændigt med alle de mandler der skal smuttes!) 
  • 1 dl. vand
  • 50 g. sukker
  • 200 g. mandler eller 200 g. færdigkøbt mandelmel
Vand og sukker smeltes i en gryde i et par minutter. Mandlerne smuttes og blendes i en foodprocesser til mandelmel. Sukkervandet æltes med mandelmelet, og så har du marcipan!
Det opbevares på køl indtil det skal bruges - eller spises. 




3 kommentarer:

  1. Så lækkert!! Jeg laver altid marcipan med usmuttede mandler. Marcipanen bliver måske ikke så pæn men så kan man lukke øjnene. Eller dyppe det i mere chokolade!

    SvarSlet
  2. Se, det kunne faktisk være en super undskyldning for at spise mere chokolade!!

    SvarSlet