tirsdag den 16. juli 2013

Gazpacho (kold tomatsuppe)

Gazpacho er en spansk, kold tomatsuppe, som kan bruges til tapas eller bare spises som en lækker, frisk snack på en varm sommerdag.



Til cirka 1 liter gazpacho:
  • 300 g. tomater
  • 1 gul peberfrugt
  • 200 g. agurk
  • 1-2 fed hvidløg
  • 40 g. daggammelt brød
  • 10 g. olivenolie (denne udgave er fedtfattig, men du kan selv tilføje mere olie efter behov)
  • 1-2 spsk. hvidvinseddikke (start med én og smag til, til sidst)
  • Salt og peber
  • 0,5 tsk. sukker 

Du kan bruge lige hvad du har lyst til som fyld i suppen. Det mest normale i en gazpacho er:
  • Små stykker tomat
  • Hakket grøn peber
  • Finthakket løg
  • Agurk
  • Brødcroutoner af lyst brød eller ristet rugbrød
  • Hårdkogt æg skåres i små stykker (det lyder mærkeligt ja, men det smager godt)

Brødet lægges i blød i lidt vand i 15 minutter. Imens skrælles agurken og kernerne fjernes. Stilk og kerner fjernes fra peberfrugten. 

Hvidløget pilles, og alle ingredienserne kommes i blenderen/foodprocessoren. Suppen tilsættes løbende lidt vand imens den blendes (cirka 2 dl.), indtil den får en blød, og ikke for vandet/tynd, konsistens. Suppen smages til med evt. flere krydderier og hvidvinseddikke.

Gazpachoen stilles på køl, helst i nogle timer, så den kan trække, inden den spises, og serveres med ovenstående garniture. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar